Hafvde Kiærlighed lænkelagt
Dend utæmmede Mackt?

Han glemmer det han legger død
Ingen Minder stiiger fra Graven brat
Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat

Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun
Dend Guddom som hun hadete medens hun frycktede

Hendes Væsen, lig et Lam
Gik ham ey forbi
For hun hafde rørt ved ham
Øfved sin Magi

Uagtet disse Siæle tvende
Een hafvde at ende

Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage
Tragoedie aff uaffbrudne Dage

Ukuelig, dend Tørst
Hinsidigt, det Begiær

Nu drev han yr &map gal
I sorthiærtet Kval

Vintrens kulde
Snart tilfulde
Oc hans Længsel
Mod een Vinternat
Ulven vandrer eene