I dende Nætters Nat
Der hun hafvde besættende Glød,
Bar bleege Stjerner i sit Skiød,
Hylder han hende med een Sang
Dende Lidenskabens Hymne
Vidner om det Baand
som nu Invælder
Natten i hans Aand
Naar Stjernene varsler Grye
Med to-hornet Sølvmaanenye
Oc Soelen stiiger frem
Lig een Flamme, skiær & reen
Som fra Fædres Offerbaal -
Ustyrlig er da hans Sind!
Skiænk ham saa nyt Lius aff dit Skin,
Du, Satans Soel,
saa han kand jage til Bestandighed
Regjære, i kold,
Ufattbar Mayestet